Partikelforurening

Sundhedsskader ved partikelforurening

Steffen Loft, professor i miljømedicin ved Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet fortæller om sundhedsskader ved luftforurening med partikler som bl.a. kommer fra fyring med brænde.

„Partikelforurening giver sundhedsskader i hele kroppen‟.

Steffen Loft, professor i miljømedicin
Københavns Universitet

Partikelforurening fra fyring med brænde

Hvilke sundhedsskadelige partikler udleder brændefyring?

Fakta er her gengivet fra „Sundhed og luftforurening i København‟ – Årsrapport 2023. Udarbejdet af Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, Københavns Kommune – Marts 2024:

Fine partikler

Fine partikler (PM2,5 ) er partikler, der er mindre end 2,5 mikrometer – og som opstår bl.a. i forbindelse med afbrænding af brændstoffer som træ, olie eller kul, herunder i forbrændingsmotorer. Fx fra biler, lastbiler og brændeovne.

En del af de fine partikler er sekundært dannet i atmosfæren ud fra udledninger af gasser som kvælstofdioxider, svovldioxid og ammoniak.

De største fine partikler er omkring tredive gange mindre end et menneskehår. Fine partikler forbliver i luften i lang tid og kan transporteres over lange afstande med vinden.

Fine partikler trænger dybt ned i luftvejene og helt ud i lungeblærerne hos mennesker, når de indåndes.

Fine partikler forårsager bl.a. kortsigtede sundhedskonsekvenser såsom irritation af øjne, næse, hals og vejrtrækning.

Eksponering for fine partikler påvirker endvidere lungefunktion og forværrer syg domme som astma og hjertesygdomme.

Videnskabelige undersøgelser har desuden sammenkædet daglig eksponering for fine partikler med øgede respiratoriske og kardiovaskulære hospitalsindlæggelser, skadestuebesøg og for tidlige dødsfald.

Undersøgelser tyder også på, at langvarig eksponering for fine partikler kan være forbundet med øget forekomst af astma og KOL, nedsat lungefunktion og udvikling af lungekræft og hjertekarsygdomme.

Mennesker med vejrtræknings- og hjerteproblemer eller -sygdomme samt børn og ældre er særligt følsomme over for fine partikler.

Ultrafine partikler

Ultrafine partikler (UFP) er luftbårne partikler, der er mindre end 0,1 mikrometer i diameter. De dannes bl.a. ved forbrænding i dieselmotorer.

Grundet den lille størrelse transporteres ultrafine partikler ikke særlig langt fra kilden, sammenlignet med fine partikler, og opholder sig kort tid i luften, før de sætter sig på overflader, facader eller på andre partikler, hvor de kan klumpe sig sammen og danne større partikler.

Det er således i høj grad lokale forhold, så som fx afstanden til en trafikeret vej eller naboens brændeovn, der afgør, hvor eksponeret mennesker er for ultrafine partikler udendørs.

Hvis man eksponeres indendørs, er det særligt fra kilder som brændeovn, stearinlys og madlavning.

Ultrafine partikler mistænkes for at være særligt sundhedsskadelige, da de efter indånding kan trænge dybt ned i lungen og nå de yderste lungeblærer, og derfra i mindre grad videre ud i vores blodbane.

Ultrafine partikler ophobes i lungerne, fordi de deponeres dybt nede i lungen, hvorfra de fjernes meget langsomt.

Black Carbon

Black Carbon (BC) er uorganisk kulstof, og kulstofkernen i forbrændingspartikler kan måles som indholdet af Black Carbon eller elementært kulstof.

Black Carbon er en delkomponent af fine partikler og bliver primært dannet via uforbrændt kulstof fra forbrændingsprocesser som fx i en bilmotor eller brændeovn.

Black Carbon kan transporteres over lange afstande og forblive i lang tid i luften. Der er fundet sammenhæng mellem Black Carbon og kardiovaskulær sygdom, lungekræft og for tidlig død for både kort- og langtidseksponering.